I dag kan jeg se, at jeg allerede i en meget ung alder viste tegn på, at jeg kunne være i risiko for at udvikle en afhængighed af rusmidler. Som så mange andre børn og unge oplevede jeg voksne drikke alkohol, og jeg brød mig ikke om at være sammen med dem, når de var påvirkede.

Da jeg gik i 8. klasse, blev min bedste ven – som i øvrigt stadig er en af mine to bedste venner – og jeg nysgerrige på alkohol. Det skete efter en temauge om rusmidler på skolen. Vi talte længe om, at det kunne være sjovt at prøve at drikke et par øl, men vi vidste også, at vi ikke kunne lide smagen. En dag efter skole gik vi ned i den lokale Fakta og købte fire Bacardi Breezers, som vi drak på en bænk bag skolen. Allerede efter den første kunne jeg mærke en snurrende fornemmelse i kroppen. Jeg syntes, den føltes rigtig rar. Da vi havde drukket dem alle sammen, tog vi hjem – begge en smule påvirkede. Kort efter sad jeg i matematik, mens det hele snurrede rundt. Det lyder måske mærkeligt, men jeg syntes faktisk, det føltes rart. Allerede dér kunne jeg mærke, at det ikke ville blive sidste gang, jeg drak.

Jeg var hooked.

Jeg begyndte at drikke oftere og oftere. Efterhånden måtte mine klassekammerater og jeg godt få lidt alkohol med til fester, hvis vores forældre vidste det. Jeg måtte for eksempel tage to øl med hjemmefra. Problemet var bare, at jeg selvfølgelig allerede havde gemt seks ekstra ude i hækken.

Mit teenageliv var for alvor begyndt – og de næste seks-syv år blev kun vildere og vildere.

Som beskrevet i afsnittet ”Min opvækst” blev mine forældre skilt lige op til sommerferie mellem 8. og 9. klassetrin. Jeg husker mine følelser, som om de var fuldstændig flået fra hinanden. Dagen efter min mor var flyttet på hotel, fordi mine forældre ikke længere skulle bo sammen, tog jeg i skole. Jeg havde glemt min taske, jeg havde ikke lavet lektier, og jeg var fuldstændig rundt på gulvet. Min lærer gav mig skældud, og jeg brød sammen foran hele klassen. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg var ufatteligt ked af det og anede ikke, hvad jeg skulle stille op med alle de følelser, der væltede rundt i mig. Jeg var i forvejen en forvirret teenager, og oveni det skulle jeg nu også forholde mig til, at mine forældre skulle skilles.

Min far og jeg flyttede midlertidigt hjem til min farmor, mens min mor fandt et nyt sted at bo. Da min far og jeg senere flyttede tilbage til huset – mit barndomshjem – begyndte ungdomsfesterne igen. Denne gang var de bare ofte hjemme hos mig.

Min far arbejdede på treholdsskift, og det gav mig en frihed, jeg slet ikke var klar til at håndtere. Han var ofte ikke hjemme om aftenen eller om natten, og den tid blev som regel brugt på at holde fest.

Kort inden sommerferien mødte jeg en fyr, som skulle få stor betydning for mit liv. Jeg havde købt en knallert for mine konfirmationspenge, og en dag kom jeg trækkende med den. Han spurgte interesseret ind til den og spurgte, om jeg ville med hjem og se hans. Det ville jeg gerne.

Vi begyndte at hænge meget ud sammen og blev hurtigt gode venner.

En dag i sommerferien mellem 8. og 9. klasse kom vi til at snakke om hash. Vi vidste, at mange af de ældre elever røg det, og vi havde hørt, at det skulle være sjovt. Vi blev enige om at prøve. Vi fik fat i et par ældre elever, som vi kendte. Jeg gav dem 100 kroner – også taget fra mine konfirmationspenge – og til gengæld fik vi en joint, de havde rullet til os.

Inden vi røg den, læste jeg alt, hvad jeg kunne finde på nettet om hash og de risici, der var forbundet med at ryge det. Da jeg følte, at jeg havde sat mig grundigt nok ind i det, gik min kammerat og jeg ned bag en gammel, nedlagt fabrik og tændte jointen.

Jeg blev skæv.

På vej hjem føltes det, som om mine fødder sank ned gennem jorden for hvert skridt, jeg tog. Jeg kan stadig huske, hvor voldsomt ubehageligt det var. Da jeg kom hjem, turde jeg ikke lægge mig til at sove. Jeg var oprigtigt bange for, at jeg ville dø i søvne og aldrig vågne igen.

Når mit første møde med et ulovligt rusmiddel var så ubehageligt, hvordan endte jeg så alligevel i et massivt stofmisbrug? Jeg tror, svaret skal findes i den følelse, jeg oplevede første gang, jeg drak alkohol – og i det, der skete kort tid efter.

Min kammerat og jeg blev enige om, at vi ikke skulle ryge hash igen. Nu havde vi prøvet det, og det var rigeligt, men allerede ugen efter skete der noget.
Jeg mødte en fyr fra parallelklassen, som jeg næsten aldrig havde talt med før. Han stoppede mig på gaden og sagde:

“Hey Søren… er det rigtigt, hvad jeg hører? Er det virkelig DIG af alle, der har prøvet at ryge hash?”

Jeg svarede, at det var rigtigt nok, men at jeg ærligt talt syntes, det havde været en rigtig ubehagelig oplevelse.

Han smilede og sagde med det samme:

“Så skal du prøve at ryge bong.”

Jeg anede ikke, hvad en bong var. Han forklarede, at det var hash, man røg gennem en slags vandpibe, og at virkningen var både kraftigere og meget sjovere end en joint.

Den dag i dag kan jeg ikke forklare, hvorfor jeg sagde ja. Jeg havde jo lige haft en oplevelse, der havde skræmt mig fra vid og sans. Hvis jeg skal give mit bedste bud, så tror jeg, at jeg på meget kort tid var blevet ligeglad med det hele. Min familie lå i ruiner, og jeg kunne ikke finde ud af at håndtere alle de følelser, jeg gik rundt med.

Et par dage senere mødtes jeg med fyren fra parallelklassen og nogle andre fra årgangen. Vi tog ud i Bøghovedskov – en skov, som vi senere døbte Bonghovedskov.

Jeg kan stadig huske den dag helt tydeligt.

Lyset i skoven var helt lysegrønt, fordi solen skinnede gennem de friske bøgeblade. Fuglene sang overalt, og temperaturen lå omkring 20 grader. Det var en af de dage, hvor alting føltes levende. Jeg var nervøs. Min første oplevelse med hash sad stadig frisk i hukommelsen.

Alligevel satte jeg bongen for munden, sugede den tykke, skarpe røg ned i lungerne og pustede langsomt ud.

Jeg glemmer aldrig det øjeblik, virkningen ramte.

Det føltes, som om alle mine sanser blev skruet op. Fuglenes sang blev pludselig utrolig tydelig, som om jeg kunne høre hver enkelt fugl for sig. Lyset i skoven blev endnu grønnere, endnu klarere, og en varm, boblende fornemmelse bredte sig i hele kroppen.

Alt føltes rart.

Alt føltes let.

For første gang siden mine forældres skilsmisse forsvandt al den sorg, jeg bar rundt på. Den var væk. Jeg kunne igen holde ud at være i min egen krop.

Pludselig begyndte jeg bare at grine. Jeg grinede og grinede, og jeg kunne slet ikke stoppe igen.

Vi blev siddende i skoven resten af dagen og langt ud på aftenen, men da jeg vågnede næste morgen, var den boblende fornemmelse væk.

Det var overskyet. Fuglene sang stadig, men jeg kunne ikke rigtig høre dem længere. Den varme følelse var forsvundet, og den enorme sorg var kommet tilbage.

Det hele føltes gråt igen.

Jeg kunne igen ikke holde mine egne følelser ud.

Den oplevelse blev begyndelsen på et flere år langt og massivt blandingsmisbrug af blandt andet alkohol, hash, nervemedicin, amfetamin, kokain og ecstasy. Kort sagt: Alt, der kunne gøre mig påvirket, tog jeg.

Samtidig blev det begyndelsen på mistede venskaber, afbrudte uddannelser, bristede fremtidsdrømme, ødelagte familierelationer, massiv gæld, kriminalitet, retssager, en plettet straffeattest og en ungdom, hvor jeg aldrig fik lov til at finde ud af, hvem jeg egentlig var.

Vil I høre resten af min historie?