Alkohol kom til at fylde meget, rigtig tidligt i mit liv. Jeg glemmer aldrig første gang jeg drak. Det var efter skole i 8. klasse, sammen med en af mine bedste venner. Vi gik ned i en af de to Fakta-butikker, der lå i Haderslev. Vi købte hver to Bacardi Breezers, knaldrøde i farven og med smag af jordbær. Jeg kan stadig huske prisen, 6 kr. stykket uden pant. Vi skyndte os på vores cykler op på en sti bagved skolen. Der sad vi på en bænk og åbnede begge, meget spændte, en flaske hver. Vi tøvede lidt, men så satte vi flasken for munden og drak. Da vi havde drukket den første, åbnede vi den næste. Vi kunne tydeligt mærke alkoholen. Vi følte det hele snurrede rundt, og vi syntes det var sjovt. De næste år gik med fester, høj techno-musik og alkohol. Jeg drak altid meget mere end alle de andre. Jeg var altid temmelig fuld til festerne og sociale sammenkomster. Jeg husker første gang, jeg for alvor var rigtig fuld. Vi havde siddet hos en kammerats storesøster og drukket shots. Jeg blev bedt om at gå ud med skraldet og det sidste jeg husker, er at jeg ved et uheld knuste et kældervindue med min fod. Jeg vågnede med et sæt. Jeg lå hjemme i min seng med et håndklæde under hovedet og en spand til at kaste op i ved siden af sengen. Det var ikke sjovt at skulle ud til min mor og far i køkkenet den morgen og indrømme, at tingene var gået lidt for vidt dagen inden. Jeg var trods alt kun 15 år gammel.
Der er desværre et utal af eksempler på, at mit forbrug af alkohol var helt ved siden af. Der var for eksempel den gang, jeg faldt og skar det halve af hånden op, da jeg faldt oveni min flaske, som jeg havde i hånden. Jeg har stadig et ar til minde om den aften. Der var den gang, jeg cyklede hjem fra fritimer i folkeskolen for at drikke øl, brække mig, for bagefter at tage til matematik. Der var også den gang, jeg lå og kørte i min bil og blandede drinks med en kammerat, og den gang jeg kørte galt på knallert fordi jeg var for fuld. Jeg kan blive ved.
Da jeg gik ud af 9. klasse og kørte knallert, var der ikke en hjelm i knallertens hjelmrum, men dåseøl købt i Tyskland. Der kunne lige akkurat være 22 dåsebajere, hvis du pakkede dem korrekt i hjelmrummet. Jeg drak i frikvarterne på handelsskolen. Jeg drak aftenen før skole, jeg drak efter skole. Jeg festede i weekenderne og drak. Jeg har formået at være med til at “crashe” en fest, for herefter at drikke mig så fuld, at jeg kom op at slås, for så bagefter ikke at være i stand til at åbne hoveddøren, og festens fødselsdagsbarn, som jeg ikke kendte, måtte få sin mor til at køre mig hjem. Jeg følte kun, jeg havde det godt, når jeg var fuld, og jeg skulle gerne være så fuld, at jeg ikke kunne kende forskel på en mus og en elefant. Da mit alkoholforbrug var på sit højeste, lød bestillingen altid på: “1 flaske vodka, 6 bajere og 20 Prince”, og det var hver dag, da mit misbrug var på sit højeste. Jeg havde altid en flaske vodka stående ved siden af sofaen og en cola til at blande med. Havde jeg ikke cola, drak jeg bare vodkaen rent. En flaske vodka var bare ikke nok til, at jeg kunne blive så fuld, jeg gerne ville være, så jeg supplerede hver dag med en sixpack bajere. Selvfølgelig ikke de kedelige grønne pilsnere, men de stærke guldbajere. Jeg oparbejdede efterhånden en “funktionspromille” og jeg var fuld fra morgen til aften. Jeg er hos nogle gamle bekendte gået under betegnelsen “svampen”, fordi jeg sugede alkoholen i mig som en svamp suger vand. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne styre alkoholen, som mine venner kunne. Måske fordi jeg gik og var en forvirret, ulykkelig teenager. Jeg ved det ikke. I dag drikker jeg sjældent. Jeg bryder mig ikke rigtig om det mere. Jeg bryder mig ikke om at miste kontrollen over mig.
Jeg var som “Jekyll and Hyde”. Når jeg ikke drak, var jeg en forholdsvis fornuftig mand, taget min situation i betragtning, og når jeg så drak, kom der et monster op i mig. Jeg kunne finde på hvad som helst: Indbrud, slåskampe, åndsvagt og meningsløst tyveri på tanken inden byturen, spirituskørsel, massivt overtræk på dankortet og alle de dumheder, I kan tænke jer. Der var ikke en grænse eller en stopklods. Jeg var klar på det hele. Denne del af mig fra dengang skræmmer mig, når jeg i dag tænker tilbage på min ungdom. I dag kan jeg meget bedre lide at have kontrol og udrette en masse ting. Hvad jeg ikke har spildt af tid på enten at være fuld eller at ligge med tømmermænd. Det er ikke småting. Jeg kan ikke udstå lugten af dårlig vodka i dag, den minder mig om dengang, og jeg kommer aldrig til at bestille “1 flaske vodka, 6 bajere og 20 røde Prince” igen. Dengang følte jeg, at alkoholen både var min ven og min fjende. En ven i den forstand, at den fik min “knude” i maven til at gå væk. Fjende i den forstand, at den ødelagde mit liv. Jeg kunne ikke se dengang, at for at jeg nogensinde skulle blive rigtig glad, måtte jeg skabe et normalt forhold til alkoholen. Det fandt jeg heldigvis senere ud af, og dette normale forhold til alkoholen har jeg i dag skabt. I dag får jeg tømmermænd bare af at kigge på en øl. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg har kunnet holde det ud dengang. Alle bliver ældre og klogere på livet og sig selv, forhåbentlig. Det gjorde jeg i hvert fald, heldigvis.